Eventyret om den lille mus

Eventyret om den lille mus er en del af aktiviteten "Dyr i skoven: Mus for en dag", som hører under Skovens dyr mærket under Familiespejdmærkerne.

Alder: Mikrobe
Aktivitetstype: Drama og Musik
Varighed: <15 minutter

Vejledning

I et lille hul, under en rådden træstub og dybt inde i en mørk skov boede en lille mus. Den havde kæmpestore ører, skinnende øjne som lignede små sorte perler og en lang, fin hale. Dengang den var en lille mus, havde den hørt en masse om alle de farer der lurer uden for musehullet. Den havde hørt om ræven, som snuser sig frem til musehullet og pludselig graver sig ind midt i ens sovekammer. Den havde også hørt om uglen, den lydløse jæger, som pludselig og uden varsel kan slå sine lange kløer i ens arme museskind og sluge en med hud og hår og muselår.

 

Den farligste og snedigste af alle musens fjender, og den som musen flest gange var blevet advaret imod, var mennesket. Mennesker havde snedige fælder og gift, så de ikke engang selv behøvede at gå på jagt efter musene. På trods af alle advarslerne og de uhyggelige historier, havde musen taget en beslutning. Den ville ud af skoven og ud på marken, hvor den havde hørt, at der var fyldt med korn. Alt det korn man kan spise og lidt til…

 

Den lå der i sin lille muserede, og tog afsked med det trygge, men også lidt kedelige musehul. ”Jeg vil ud og se verdenen” tænkte den. ”Hvem ved, hvad der er på den anden side af marken..? Måske noget, der er endnu bedre end alt det korn man kan spise og lidt til…”

 

Da tusmørket lagde sig over den mørke skov, begav musen sig af sted. Den pillede af sted mellem stubbe, under visne blade og over små græstuer. I starten bankede dens lille musehjerte så hurtigt, at den næsten troede at den skulle dø af skræk. Men efter et stykke tid, hvor ingen lydløs jæger pludselig slog ned over den, satte den farten ned og begyndte at kigge sig omkring.

 

Den havde aldrig været i denne del af skoven før. Her var mange fremmede lyde og lugte, og alting så helt, helt anderledes ud. Mens den lille mus kravlede af sted, så den pludselig en anden mus. Den var meget større end den lille mus. ”Hej!” råbte den lille mus højt og var helt glad for at møde en mus ligesom den selv.

 

”Shhhh” sagde den store mus. ”Du må ikke råbe så højt! Tænk hvis uglen hører os”. Den lille mus blev helt flov, men ret hurtigt vandt nysgerrigheden og den lille mus spurgte den store mus, om den vidste hvor marken lå med alt det korn man kan spise og lidt til.

 

”Kom med mig” sagde den store mus. ”Jeg var alligevel lige på vej der hen”. ”Så findes marken virkelig? Spurgte den lille mus” ”Det gør den! Men man skal passe godt på sig selv derude. Der er mange farer…” Den lille mus hørte ikke rigtig efter mere. Den tænkte kun på kornet og på at nu skulle den aldrig mere bruge en hel nat på at finde mad.

 

Den store mus pilede af sted, så den lille mus dårligt kunne følge med. ”Kommer du?” spurgte den store mus utålmodigt. ”Ja ja” pustede den lille mus og skyndte sig alt hvad den kunne.

 

Pludselig var det som om at hele himlen åbnede sig for øjnene af den lille mus. De stod nu i kanten af marken og den lille mus var helt stum af benovelse. Aldrig havde den set noget så gult og lyst før.

 

”Wow” var alt hvad den kunne sige. ”Ja så skilles vores veje altså her” sagde den store mus. ”Husk nu på hvad jeg har sagt om at passe på dig selv. Marken er helt anderledes end skoven. Her er ikke så mange gemmesteder, når man ikke er vant til at være her”. ”Ja ja” sagde den lille mus utålmodigt. Den hørte slet ikke efter mere, men kiggede bare på alt det gule korn, der langsomt svajede i natten.

 

Så snart den store mus var ude af syne, løb den lille i fuld fart ud mellem alt kornet. Den hujede og råbte og lo. Aldrig havde den set SÅ meget mad på en gang. Den gav sig straks til at gnaske løs i kornet og ænsede slet ikke den mørke skygge, der langsomt og lydløst kom glidende hen over nattehimlen. ”Aldrig mere gnave i tørre grankogler” tænkte musen, mens den smaskede og gnaskede af kornet.

 

Pludselig lød der en høj og langtrukken piben. Det lød som en mus i stor fare. Den lille mus så op og nåede lige akkurat at se en mørk skygge glide hen over dens hoved for så pludselig at ændre retning mod den høje piben. På en græstue ikke langt fra den lille mus, sad den store mus og peb højt. Den mørke skygge kom med stor fart direkte i mod den. Den lille mus holdt vejret.

”Åh nej!!” tænkte den. I månens skær kunne den pludselig se at den mørke skygge var en ugle med kurs direkte mod den store mus. Lige før uglen jog sine lange skarpe klør gennem kroppen på musen, sprang den ned i et lille musehul lige bag græstuen. Uglen fik kun fat i en tot græs og den lille mus sukkede helt lettet.

 

Da uglen var væk, løb den lille mus over til hullet, hvor den store mus sad og kiggede op. ”Pyh det var tæt på” sagde den store mus. ”Hvis jeg ikke havde pebet højt, var DU endt som uglens natmad!!” Den lille mus takkede den store mus hjerteligt, som jo havde reddet dens liv, og deres veje skiltes igen.

 

Den lille mus var lidt rystet over oplevelsen med uglen, men kornet på marken og det spændende eventyr den var ude på, fik den hurtig til at glemme uglen og også alle advarslerne. Den kravlede lystigt videre og pludselig kom den til et skur midt ude på marken. Nysgerrigt undersøgte den jorden rundt om skuret. Den fandt et lille hul i og kravlede indenfor i mørket.

 

Her duftede helt fantastisk dejligt og dens tænder begyndte at løbe i vand. Aldrig havde den lille mus duftet til noget så lækkert. Den fulgte duften og pludselig fandt den de dejligste lyserøde korn. De lignede ikke de korn, som musen plejede at spise, for de var jo gule. Men til gengæld duftede de så himmelsk dejligt. ”Skulle jeg mon lige smage lidt på varerne?” tænkte den lille mus og åbnede munden for at tage det første lyserøde korn.

 

”STOOOPP!!” råbte en stemme pludselig bag den og den lille mus tabte helt kornet af forskrækkelse. Det var den store mus som råbte. ”Er du da helt fra snøvsen?” råbte den. ”Er du træt af at leve eller hvad? Hvis du sætter tænderne i de lyserøde korn, er det noget af det sidste du gør. Ved du slet ikke, at det er musegift, som menneskene har lagt ud?” Den lille mus følte sig igen flov og lidt dum, for dens mor og far HAVDE jo advaret den mod de lyserøde korn. ”Tak” mumlede den. ”Tak for at du endnu en gang redder mit liv. ”Ja pas nu lidt på dig selv. En bestiller jo ikke andet end at redde dig ud af farlige situationer” sagde den store mus og kravlede ud af skuret.

 

Den lille mus var ved at være godt træt af alle de nye oplevelser og især af forskrækkelserne, så den besluttede sig for at finde et sted hvor den kunne hvile sig lidt. Den kravlede lidt rundt på marken og søgte efter musehuller. Faktisk begyndte den at savne sit trygge musehul under den rådne træstub, dybt inde i den mørke skov. Den kunne ikke rigtig finde noget sted hvor den følte sig godt tilpas, og mens den puslede rundt i udkanten af marken, mærkede den pludselig en duft eller nærmere en stank, som mindede den om et eller andet. Den kunne bare ikke komme i tanke om hvad det var.

 

Den satte sig ned på rumpen, og stak sin snude i vejret og snusede. Pludselig kom den i tanke om, hvad det var for en forfærdelig lugt. Det var ræven og den var ganske tæt på nu. Musen stivnede og sad helt bomstille. Den forsøgte ikke røre så meget som et knurhår og trak kun vejret helt forsigtigt. Lugten blev stærkere og nu kunne den lille mus også høre rævens prusten og snusen. Den var på sporet af den lille mus.

 

Den lille mus forsøgte at klemme sig helt sammen i indgangen til et gammelt musehul. Hullet var faldet sammen, så musen kunne ikke en gang kravle i sikkerhed der. Nu var ræven ganske tæt på og den lille mus kunne tydeligt fornemme den ramme lugt af ræv og rovdyr. Den pressede sin lille musekrop alt hvad den kunne mod hullet og i samme nu så den ræven lave et gigantisk hop op i luften. Den så det store røde gab og de kæmpe poter komme flyvende mod den. ”Det er så her, at mit liv slutter” tænkte den lille mus og lukkede de små sorte perleøjne i. Den ventede bare på at føle rævens skarpe tænder i sit skind.

 

Pludselig gav jorden i det gamle musehul efter og den lille mus blev trukket ind i gangen med stor kraft. Den kunne mærke rystelserne, da ræven landede oven i hullet. Den lille mus vidste ikke helt hvad der skete, men nogen trak hårdt i den og slæbte den dybt ind i musehullet. Over den kunne den høre at ræven gravede, prustede og snusede, mens den forsøgte at grave gangen op. Den lille mus blev trukket gennem mørket i flere minutter og endelig blev rævens lyde svagere og svagere.

 

Et svagt lys skimtedes forude og pludselig kunne den lille mus se, at det var den store mus, der for tredje gang havde reddet dens liv, ved at slæbe den ind i dens underjordiske gange. Lyset blev stærkere og efter kort tid stod de to mus oppe på jorden, hvor gangen endte. De stod midt i skoven, hvor morgenlyset svagt skinnede ned gennem trætoppene. ”Tak endnu en gang” sagde den lille mus. ”Du har reddet mit liv tre gange på én nat. Jeg hører vist ikke til på marken…” Den store mus klappede den lille mus på hovedet og sagde: ”Du er nok blevet lidt klogere og lidt mere forsigtig efter i nat. Kan du selv finde resten af vejen hjem?” Det mente den lille mus godt at den kunne og den pilede hele vejen hjem til sit trygge musehul under den rådne træstub, dybt inde i den mørke skov. Den havde fået eventyr og korn nok for det næste stykke tid og mens den lå og faldt i søvn, tænkte den på, at den nok alligevel kunne nøjes med at spise frøene på de tørre grankogler. Og at den i fremtiden nok skulle være forsigtig og lytte til advarslerne.

 

Hvad med jer? Tror I, at I ville kunne klare jer som mus?

  • I hvor høj grad opfyldte aktiviteten det formål du havde med den?

  • Hvad gjorde at det var en god aktivitet?

Kommentarer

Rapportér fejl

Evt. et screenshot af fejlen