Fremstilling af skattekort

Aktivitet, der har til formål at øge spejdernes forståelse for kortet og dets anvendelse.

Oprettet af: Christian Tolstrup
Alder: Mini, Junior, Trop
Aktivitetstype: Orientering, Natur og friluftsliv
Varighed: 90-120 minutter

Vejledning

HISTORIE:

Spejderne fortælles en historie om sørøvere, der er sejlet til en øde ø og må gemme deres skat der, fordi andre pirater er lige i hælene på dem. For at kunne gemme skatten bedre, deler de den og gemmer hver deres del forskellige steder. Bagefter laver de skattekort, for at kunne finde skatten igen senere. Krydr evt. selv historien med detaljer, effekter, lyde, stemningsfulde omgivelser osv.

 

LAVE SKATTEKORT, INTRO

Spejderne forklares, hvordan kort laves som et formindsket billede af virkeligheden. Spejderne skal ikke decideret lære om målestoksforhold, men blot forstå at alt er formindsket lige meget (som når man formindsker i en kopimaskine). Kig evt. sammen på kort over området, hvor jeres spejderhytte er, og som spejderne kender.

Spejderne forklares om dette korts "målestoksforhold" (brug evt. ordet formindskelse i stedet). For hver meter de måler med deres skridt, skal de fx tegne 2 cm. på kortet.

 

Spejderne øver sig inden start i at tage skridt på 1 meter. OBS! I virkeligheden er det jo lige meget, hvor præcist spejderne kan måle en meter. Det vigtige er, at de forstår, at de hele tiden skal "formindske" lige meget.

 

LAVE SKATTEKORT

Kort fortalt skal spejderne tegne en rute fra et aftalt startsted (gerne fælles) og til det sted, de vil gemme skatten. Ruten skal de opmåle med deres skridt og så indtegne de rigtige afstande og de rigtige retninger på deres skattekort.

 

1)

Forklar spejderne, hvordan kortet laves.

 

2)

Angiv for spejderne hvilket område (fx spejderhytten eller området omkring den) skattekortet må laves i.

 

3)

På ternet papir (gerne med tern på 1X1 cm) skal spejderne tegne et kort, der fører til skatten fra startstedet. Er papiret fra en blok, klippes kanten med huller evt. af. Spejderne skal tælle meter med deres skridt og tegne en meter som fx to centimer på kortet (vælg målestok efter størrelsen på det valgte område). Når spejderen ændrer retning, skal man også ændre retning på kortet. Til sidst tegnes ”signaturer” som træer, bænke, borde eller andet ind for at hjælpe den, der skal læse kortet.

 

4) EVENTUELT

Det ternede papir limes på et hvidt stykke A3-papir. Dette papir brændes rundt i kanterne over et fyrfadslys. Kortet kan pyntes med dødningehoveder og andre sørøver-agtige illustrationer.

Hele kortet pensles nu med kaffe (kan kun lade sig gøre, hvis kortet er lavet med blyant eller vandfast pen) og lægges til tørre. Efter kortene er afprøvet af en spejderkammerat (punkt 5) rulles det sammen, en snor bindes om, og det er klar til at komme med hjem og vise frem til vennerne.

 

5)

Hver spejder gemmer sin egen skat (fx slik), og bytter derefter kort med en anden spejder, så man kan finde hinandens skatte.

 

6)

For større spejdere kan området gøres større, og aktiviteten kan eventuelt krydres med nivellering mm.

 

 

Dorthe, Øsby trop

Materialer

Evt. en sørøver

Evt. kort over området til forklaring

Tommestok til opmåling af 1 meter

Ternet papir

Blyanter

A3-papir

Fyrfadslys

Kaffe

Pensler

Skatte (fx slik eller frugt)

Limstifter

Sakse

  • Hvis du skulle lave aktiviteten igen, er der så noget du ville gøre anderledes?

  • Hvordan har aktiviteten udfordret dig?

Kommentarer

Rapportér fejl

Evt. et screenshot af fejlen