Margretheskål

Denne leg er en ægte klassiker. Brug den som lejrbålsunderholdning, til et spejdermøde der skal arrangeres i sidste øjeblik. Hvad som helst!

Oprettet af: Rikke Josefsen
Alder: Junior, Trop, Senior, Leder
Aktivitetstype: Kommunikation, Leg, Drama og Musik
Varighed: 60-90 minutter

Vejledning

Deltagerne får hver deres papirlap og skal skrive en kendt figur på papiret. Det kan være en kendis fra tv, en politiker, en af spejderlederne eller en tegneseriefigur.

 

Deltagerne putter papiret i skålen.

 

Der vælges en til at tage tid.

 

Deltagerne deles op i hold. Minimun to hold. Det er passende med ca. 5-10 prs. pr. hold.

 

Nu går legen igang. 

 

Nu vælges en deltager fra hold 1. Denne får nu 1 minut til at beskrive så mange personer fra skålen som muligt. Deltageren må sige alt, undtagen navnet på sedlen. Når deltagerens hold har gættet personen, må deltageren trække et nyt navn. Når det ene minut er gået skal deltageren putte den seddel han/hun er igang med i skålen igen. Nu udvælges en deltager fra hold 2 nu, og herefter følges samme procedure. Hver gruppe får det antal point, som er gættet rigtigt. Nu er det hold 1 igen, og næste deltager skal nu op og trække personer. Dette fortsættes indtil alle navnene i skålen er gættet.

 

Nu starter runde 2. De SAMME lapper papir med personerne lægges nu tilbage i skålen igen. I denne runde må deltagerne ikke forklare noget om personen, men de må derimod kun sige ét enkelt ord om personen, der trækkes. Holdet skal nu ud fra dette ord eller sætning gætte personen. Deltageren på gulvet må ikke på noget tidspunkt sige andet end dette ord. Man kører runden ligesom runde 1. Man skifter til at sende en deltager op fra hvert hold, og nu skal holdet gætte så mange personer som muligt på 1 minut.

 

Herefter går man videre med runde 3. I denne runde må deltagerne ikke sige noget, men man skal derimod mime den person, man har trukket.

 

Når disse tre runder er kørt igennem, er vinderen det hold der til sammen har flest point.

 

Alternativ runde 4:

Stil et bord på højkant på den bredde led. Personen på gulvet skal sidde bag bordet, så publikum kun kan se ansigtet. Personen skal nu forsøge at få holdet til at gætte personer fra skålen, kun ved at lave ansigtsudtryk, der må altså ikke bruges krop eller ord.

 

 

Materialer

Papirlapper

skriveredskaber

en skål

ur/telefon til tidtagning

  • Hvis du skulle lave aktiviteten igen, er der så noget du ville gøre anderledes?

  • Hvordan har aktiviteten udfordret dig?

Kommentarer

Rapportér fejl

Evt. et screenshot af fejlen